Lejebetingelser
Betingelserne gælder for al leje af udstyr og booking af DJ og personale. Gældende fra 12. november 2026.
Disse betingelser gælder for leje af udstyr og booking af DJ og personale hos lejevent.dk, som drives af RB Development, CVR 40541829, Gerbrandsvej 4, 2. 4., 2300 København S, info@lejevent.dk, tlf. 81 72 02 70. I betingelserne kaldes vi "lejevent.dk" eller "vi", og du kaldes "lejer".
Alle priser er i danske kroner inklusive moms.
Del A – Leje af udstyr
§ 1 Legitimation
Stk. 1. Lejer skal være fyldt 18 år.
Stk. 2. Ved afhentning eller levering skal lejer vise gyldigt kørekort eller pas. Navnet skal svare til navnet på bookingen.
Stk. 3. Lejer er den person eller virksomhed, der står på bookingen. Det er lejer, der hæfter for udstyret, også hvis en anden henter eller modtager det på lejers vegne.
§ 2 Bestilling og betaling
Stk. 1. Du booker online på lejevent.dk. Bookingen er først endelig, når du har modtaget en bekræftelse fra os, typisk inden for 1 hverdag. Kan vi ikke bekræfte bookingen, bortfalder den uden omkostninger for dig.
Stk. 2. Når du booker online, reserveres lejebeløbet på dit betalingskort eller via MobilePay. Beløbet trækkes først, når vi har bekræftet bookingen. Kan vi ikke bekræfte, frigives reservationen. Bookinger med DJ, personale eller mad betales via det betalingslink, du får sammen med vores tilbud. Virksomheder kan efter aftale betale mod faktura med 8 dages betalingsfrist.
Stk. 3. Vi kan erstatte det bestilte udstyr med andet udstyr af tilsvarende eller bedre type. Kan vi ikke levere tilsvarende udstyr, får du hele beløbet tilbage.
Stk. 4. Forudbestilt udstyr leveres med forbehold for, at den forrige lejer afleverer til tiden. Sker det ikke, får du hele beløbet tilbage.
§ 3 Depositum
Stk. 1. Lejer du lyd- eller lysudstyr, betaler du et depositum på 1.000 kr. pr. booking. Depositummet betales sammen med lejen og fremgår af bookingen. Der er intet depositum for borde, stole, glas og service alene.
Stk. 2. Depositummet betales tilbage til det betalingsmiddel, du betalte med, senest 2 hverdage efter, at udstyret er afleveret og kontrolleret uden anmærkninger.
Stk. 3. Er udstyret beskadiget, mangelfuldt, snavset eller afleveret for sent, kan vi modregne det beløb, som følger af § 6, § 7, § 9 og § 13, i depositummet. Du får besked med billeder og en opgørelse, før vi modregner.
Stk. 4. Depositummet er ikke en grænse for lejers ansvar. Overstiger kravet depositummet, fakturerer vi resten.
§ 4 Lejeperiode
Stk. 1. Lejeperioden løber fra det aftalte udleveringstidspunkt til det aftalte afleveringstidspunkt. Korteste lejeperiode er 1 dag.
Stk. 2. Weekendleje gælder fra fredag til mandag inden for de tidsrum, der står i ordrebekræftelsen.
Stk. 3. Lejeperioden kan kun forlænges, hvis vi har bekræftet det skriftligt (e-mail eller sms). Forlængelse koster almindelig dagsleje.
Stk. 4. Afleverer du før tid, giver det ikke ret til nedsættelse af lejen.
§ 5 Afhentning og levering
Stk. 1. Afhentning sker på Gerbrandsvej 4, 2. 4., 2300 København S i det tidsrum, der står i ordrebekræftelsen.
Stk. 2. Udstyret er testet, inden det udleveres. Du skal selv kontrollere, at du har fået det rigtige udstyr, og gøre opmærksom på fejl og mangler ved udleveringen. Vi tager billeder af udstyret ved udlevering og aflevering.
Stk. 3. Udstyret skal transporteres forsvarligt, tørt og fastgjort. Vi kan afvise transport på cykel, knallert eller åben trailer.
Stk. 4. Har du bestilt levering, skal du eller en myndig person, du har udpeget, være til stede og kvittere ved levering og afhentning. Kan vi ikke aflevere eller hente udstyret på det aftalte tidspunkt, opkræves et gebyr på 300 kr. for forgæves kørsel.
Stk. 5. Opstilling og nedtagning er kun inkluderet, hvis det står i ordrebekræftelsen.
Stk. 6. Det er dit ansvar, at dit eget udstyr (telefon, computer, kabler m.m.) kan tilsluttes det lejede.
§ 6 Aflevering
Stk. 1. Udstyret skal afleveres på det tidspunkt og sted, der står i ordrebekræftelsen.
Stk. 2. Afleveres udstyret for sent, betaler du en ekstra dagsleje for hver påbegyndt dag.
Stk. 3. Er udstyret ikke afleveret senest 2 dage efter aftalt tid, og har vi ikke kunnet få kontakt med dig, kan vi afhente udstyret for din regning og anmelde forholdet til politiet.
Stk. 4. Udstyret skal afleveres rent, tørt og pakket i de medfølgende kasser og tasker, og kabler skal være rullet pænt sammen og fri for tape. Ellers kan vi opkræve 300 kr. pr. påbegyndt time for rengøring og klargøring.
Stk. 5. Batterier behøver ikke at være opladet ved aflevering.
§ 7 Brug af udstyret
Stk. 1. Udstyret må kun bruges af lejer og lejers gæster under lejers opsyn. Udstyret må ikke udlejes eller udlånes videre.
Stk. 2. Udstyret må ikke tages med ud af Danmark uden skriftlig aftale.
Stk. 3. Batterihøjttalere må bruges udendørs. De må ikke udsættes for regn ud over stænk, og de må ikke stå i vand, sand eller mudder. Mixer, mikrofoner, lys og røgmaskine må kun bruges indendørs eller under tæt overdækning og må ikke udsættes for fugt.
Stk. 4. Du skal bruge udstyret efter den medfølgende vejledning. Er du i tvivl, så spørg os, inden du tager det i brug.
Stk. 5. Udstyr, der sluttes til strøm, skal tilsluttes en stikkontakt med jord. Forlængerledninger skal være rullet helt ud.
Stk. 6. Lys og højttalere på stativ skal stå stabilt og sikres, så de ikke kan vælte. Udstyr, der hænges op, skal sikres med sikkerhedswire.
Stk. 7. Du må ikke åbne, ændre eller reparere udstyret. Mærkater og serienumre må ikke fjernes.
Stk. 8. Man må ikke stå eller sidde på borde. Polstrede klapstole må kun bruges indendørs.
Stk. 9. Medfølgende tilbehør (kabler, stativer, fjernbetjeninger, batterier, tasker) skal afleveres igen. Mangler noget, betaler du for en ny del.
§ 8 Røgmaskine og lys
Stk. 1. Røgmaskinen må kun bruges med den røgvæske, vi leverer. Væske er tilkøb og tages ikke retur, når flasken er åbnet.
Stk. 2. Røg kan udløse røgalarmer og automatiske brandalarmanlæg. Det er dit ansvar at sikre, at røgmaskinen må bruges i lokalet. Du betaler selv gebyrer og udgifter ved en fejlalarm, herunder udrykning.
Stk. 3. Blinkende lys og røg kan genere personer med epilepsi og luftvejssygdomme. Det er dit ansvar at tage hensyn til dine gæster.
§ 9 Skader, tab og tyveri
Stk. 1. Du har ansvaret for udstyret fra udlevering, til vi har fået det tilbage. Det gælder skader, tab, tyveri, transportskader, fugtskader, skader efter forkert tilslutning og udstyr, der er glemt eller forlagt.
Stk. 2. Kan udstyret repareres, betaler du reparationen og leje for de dage, hvor udstyret ikke kan lejes ud, dog højst 7 dage.
Stk. 3. Kan udstyret ikke repareres, eller er det væk, hæfter du for erstatning af udstyret. Erstatningen beregnes efter gældende nypris for tilsvarende udstyr.
Stk. 4. Du hæfter ikke for almindeligt slid eller for fejl, der ikke skyldes din brug.
Stk. 5. Skader, tab og tyveri skal meldes til os med det samme. Tyveri skal du også anmelde til politiet og sende os kvitteringen.
Stk. 6. Vi anbefaler, at du undersøger, om din egen indbo- eller ansvarsforsikring dækker lejet udstyr.
§ 10 Vores ansvar
Stk. 1. Virker udstyret ikke ved udlevering eller går det i stykker i lejeperioden, uden at det skyldes din brug, skal du kontakte os med det samme. Vi ombytter udstyret, hvis vi kan. Kan vi ikke det, får du lejen tilbage for det udstyr, der ikke virkede.
Stk. 2. Vi er ikke ansvarlige for skader på personer eller ting, som skyldes din eller dine gæsters brug af udstyret.
Stk. 3. Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, for eksempel udgifter til et arrangement, der må aflyses eller ændres, medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.
§ 11 Afbestilling og fortrydelse
Stk. 1. Afbestilling skal ske skriftligt til info@lejevent.dk.
Stk. 2. Afbestiller du senest 7 dage før første lejedag, får du hele beløbet tilbage.
Stk. 3. Afbestiller du senere end 7 dage, men senest 48 timer før første lejedag, får du halvdelen af beløbet tilbage.
Stk. 4. Afbestiller du senere end 48 timer før første lejedag, eller henter du ikke udstyret, får du ikke lejen tilbage.
Stk. 5. Depositummet betales altid tilbage ved afbestilling.
Stk. 6. Er du forbruger, og har du 14 dages fortrydelsesret efter forbrugeraftaleloven, kan du bruge den ved at give os besked inden fristens udløb. Begynder lejeperioden, inden de 14 dage er gået, beder du ved bookingen udtrykkeligt om, at vi leverer inden fristens udløb. Fortrydelsesretten bortfalder, når lejeperioden er gennemført. Fortryder du, efter at lejeperioden er begyndt, betaler du for den del af lejen, der er leveret.
§ 12 Musik, støj og tilladelser
Stk. 1. Du har ansvaret for, at arrangementet overholder gældende regler om støj, og for at indhente de tilladelser, der kræves.
Stk. 2. Spilles der musik ved et offentligt arrangement, er det arrangørens ansvar at have aftale med Koda og Gramex.
§ 13 Glas, tallerkener og bestik
Stk. 1. Glas lejes i kasser a 20 stk. Tallerkener og bestik lejes i sæt til 10 personer. Prisen er pr. kasse eller sæt. Opvask er et tilkøb.
Stk. 2. Servicet leveres rent. Har du købt opvask, afleverer du det tømt og skrabet af i kasserne. Har du ikke købt opvask, skal det afleveres rent og tørt. Ellers opkræver vi 2 kr. pr. del for opvask.
Stk. 3. Servicet tælles ved aflevering. Dele, der mangler, er gået i stykker eller har skår, erstattes med 10 kr. pr. glas, 15 kr. pr. tallerken og 10 kr. pr. bestikdel. En kasse, der mangler eller er ødelagt, erstattes med 150 kr..
Stk. 4. Der reserveres ikke depositum for service alene. Erstatning opkræves på det betalingskort, der er brugt ved bookingen, efter at du har fået en opgørelse.
Del B – DJ og personale
§ 14 Booking
Stk. 1. DJ og personale bookes efter tilbud. Bookingen er bindende, når tilbuddet er accepteret skriftligt og betalt.
Stk. 2. Prisen dækker det antal timer, der står i tilbuddet. Ekstra tid kan aftales på dagen, hvis DJ'en eller personalet har mulighed for det, og afregnes pr. påbegyndt halve time til den timepris, der står i tilbuddet.
Stk. 3. Personale er uddannede bartendere, tjenere og hjælpere. Personale bookes for mindst 3 timer pr. person.
Stk. 4. Bartendere og tjenere serverer de drikkevarer og den mad, du selv har indkøbt. Vi sælger ikke alkohol. Personalet serverer ikke alkohol for personer under 18 år eller for gæster, der er synligt berusede.
Stk. 5. DJ'en medbringer egen pult. Højttalere, lys og øvrigt udstyr er kun inkluderet, hvis det står i tilbuddet.
§ 15 Dine forpligtelser
Stk. 1. Du sørger for adgang til lokalet i god tid før start, en stikkontakt med jord inden for 10 meter, et stabilt bord eller plads til DJ'ens pult og en tør og overdækket plads.
Stk. 2. Du sørger for, at DJ og personale kan arbejde sikkert. De kan stoppe arbejdet uden refusion, hvis de udsættes for vold, trusler eller chikane, eller hvis forholdene er uforsvarlige.
Stk. 3. Ved arrangementer over 5 timer skal DJ og personale have mulighed for pause og tilbydes mad og drikkevarer uden alkohol.
Stk. 4. Du hæfter for skader, som du eller dine gæster forvolder på DJ'ens og personalets udstyr.
§ 16 Afbestilling af DJ og personale
Stk. 1. Afbestilling senest 14 dage før arrangementet: hele beløbet tilbage.
Stk. 2. Afbestilling senere end 14 dage, men senest 5 dage før: halvdelen tilbage.
Stk. 3. Afbestilling senere end 5 dage før: ingen refusion.
Stk. 4. Bliver DJ'en eller personalet forhindret på grund af sygdom, finder vi en afløser. Kan vi ikke det, får du hele beløbet for ydelsen tilbage.
Del C – Fælles bestemmelser
§ 17 Force majeure
Vi er ikke ansvarlige for manglende levering, der skyldes forhold uden for vores kontrol, for eksempel strømsvigt, ekstremt vejr, brand, strejke eller myndighedspåbud. I de tilfælde får du det betalte beløb tilbage.
§ 18 Persondata
Vi behandler dine oplysninger for at kunne gennemføre bookingen. Billeder af udstyret ved udlevering og aflevering gemmes som dokumentation. Læs mere i vores privatlivspolitik på lejevent.dk/privatliv.
§ 19 Klager og lovvalg
Stk. 1. Har du en klage, så kontakt os på info@lejevent.dk. Vi svarer inden for 5 hverdage.
Stk. 2. Er du forbruger, og finder vi ikke en løsning, kan du klage til Center for Klageløsning, Nævnenes Hus, Toldboden 2, 8800 Viborg, via naevneneshus.dk.
Stk. 3. Aftalen er underlagt dansk ret. Tvister afgøres ved de danske domstole.